Når køerne selv får lov at bestemme, bliver de malket af robotter

Finansieringsløsningen satte punktum for flere års beslutningskvaler og førte til bestillingen af 20 malkerobotter. I dag tager Jan-Erik Hanssons køer sig selv af malkningen. Og når køerne selv får lov at bestemme, giver det mere mælk, sundere køer, flere kalve og mere tid til andet hos en af Sveriges største mælkeproducenter.

På trods af de næsten 1500 kreaturer er der forbløffende stille på Vallens gård. Det, der giver mest lyd fra sig på gården lige uden for Ljusdal i det nordlige Sverige, er hyrdehunden, som fuld af energi løber frem og tilbage for at få opmærksomhed. Fra de tre store kostalde hører man af og til et bump, når en af de 1100 malkekøer træder ind eller ud af en malkerobot. Derudover råder der en drøvtyggende ro. Når foderrobotten fylder fodergangen, opstår der en smule aktivitet. Køerne på gården tygger hver dag 100 tons græs i sig. Selvom det står dem frit for at gå ud, foretrækker de fleste at stå i fred og ro og tygge drøv indenfor, hvor de er tæt på maden, rygbørsten og malkerobotterne, hvor der vanker lidt ekstra godt foder efter et besøg. Trafikken ind og ud af robotterne foregår stille og roligt og ganske regelmæssigt. Tilsammen malkes der i gennemsnit 25 kilo mælk i sekundet. Det svarer til 1500 kilo mælk i timen, som fyldes i de to mælketanke, der troner lige uden for staldene.

“Lige nu har vi et snit på 34-36 tons mælk i døgnet, men når de sidste robotter er installeret om et par måneder, runder vi 40 tons. Det meste går til Kallhäll i Stockholm og bliver til konsummælk og fløde,” siger Jan-Erik Hansson, som med sine 13 millioner kg mælk om året allerede i dag er Arlas største enkeltstående mælkeleverandør.

Bygger ud, mens andre lukker ned
Jan-Erik Hansson har været mælkebonde i 37 år. Som 17-årig overtog han sin fars gård Snaten, som ligger et par og tyve kilometer længere sydpå i Ljusnandalen. I starten af 1980’erne havde gården 16 køer og blev betragtet som en af de større af egnens 32 mælkegårde. Sidan da er gård efter gård lukket ned, og i dag er der ingen malkekøer tilbage i landsbyerne omkring barndomshjemmet. Men i samme takt som andre har lukket ned, har Jan-Erik Hansson i stedet trappet op. 16 køer blev til 35, som blev til 48, som blev til 70. Det helt store skridt tog han med købet af Vallens gård i 2001, og siden da har han haft flere hundrede køer. Når andre bønder klager over lave mælkepriser og kaster håndklædet i ringen, gør Jan-Erik Hansson altså det modsatte.

“Jeg er vel bare typen, der ser muligheder. For mange år siden indså jeg, at man ikke kan blive rig med de priser, som mejerierne betaler for mælken. Man tjener penge ved at sænke sine udgifter. I dag svarer én sparet øre pr. kilo mælk til 120.000 kroner. Hvis vi sænker omkostningerne med 10 øre, bliver det altså 1,2 millioner kroner. Skulle mejerierne så pludselig hæve mælkeprisen med 10 øre, er der dobbelt gevinst, dvs. 2,4 millioner,” regner han lynhurtigt ud.

Fordele ved stordrift
Stordriftsrationalisering har været et vigtigt aspekt i forhold til at sænke omkostningerne.

“Hvis jeg kommer med en stor portefølje, når jeg skal handle, får jeg selvfølgelig en bedre pris. Det gælder alt fra renter til foder og diesel. Vi dyrker også en stor del af vores foder selv.”

Ud over sine egne 450 hektar har han taget 1000 hektar agerjord i forpagtning. Heroppe nordpå fungerer det bedst at så vårhvede og vårbyg samt græs, som høstes tre gange om året. Mange har rystet på hovedet og sat spørgsmålstegn ved hans beslutning om at satse på malkekøer i Norrland, men Jan-Erik Hansson ser geografien som en fordel:

“Jorden er billigere, og her giver støttesystemet 50 øre pr. kilo mælk i stedet for den nationale støtte på 20 øre. Og så er konkurrencen om arbejdskraften ikke lige så hård som længere sydpå,” siger han.

Mangel på arbejdskraft
Beslutningen om at investere i malkerobotter var dog i høj grad foranlediget af problemerne med at skaffe arbejdskraft. Jan-Erik havde i flere år overvejet at bygge et nyt system med en malkekarrusel. Både tegningerne og finansieringen var på plads.

“Men udfordringen med at skaffe arbejdskraft blev større og større. Ingen har lyst til at stå og malke i seks til ni timer hver dag,” siger han.

Det, der fik Jan-Erik Hansson til at tænke i andre baner, var et møde på Elmia-messen med Benny Eriksson fra Lely, som producerer malkerobotter og er en af DLL’s samarbejdspartnere.

“Jeg var skeptisk og havde nok et lidt gammeldags syn på robotter. Desuden var investeringen pr. robot alt for stor.”

Robotter løste problemet
Men Benny Eriksson, som selv har været mælkebonde, var helt overbevist om, at malkerobotter var løsningen. Han tilbød at lave lidt research, og sammen besøgte de gårde i Sverige, Danmark og Tyskland.

“Jeg blev overrasket over, hvor godt det fungerede, og hvor fint alt stemte overens med vores egen filosofi om, at dyrene skal have det godt og kunne bevæge sig frit. Men det her var fremmed mark for os, så det blev til mange grublerier og tre skitseblokke fyldt med beregninger og kalkuler. Det var lige før, at jeg lå søvnløs om natten. Vi vidste jo, hvordan karrusellen ville fungere. Men havde vi lyst til at være afhængige af 10-12 ansatte og en høj udskiftning af folk? Så vendte Lely tilbage med en økonomisk aftale, som ville fungere,” siger Jan-Erik Hansson.

Den finansieringsløsning, som Lely kunne tilbyde via DLL, blev helt afgørende for, at Jan-Erik Hansson ville og kunne automatisere sin malkning.

“I dag leaser vi malkerobotter af DLL, hvilket er en fremragende løsning for os. På den måde slipper vi for at binde kapital, hvilket ville have haft en voldsom negativ indvirkning på vores balanceopgørelse. Den eneste investering, vi har foretaget, er en udbygning af staldene til robotterne, siger han.”

Da beslutningen først var truffet, og robotterne var installeret, fulgte en intensiv opstartsperiode med én kostald ad gangen.

“Det var en stor omstilling for både os og køerne. I starten måtte vi skubbe dem ind i robotterne, og jeg arbejdede døgnet rundt i tre uger.”

Et år senere bliver der foretaget cirka 2700 malkninger om dagen, og i løbet af det døgn misser robotterne måske en pat ti gange.

“Vi kan se, at køerne har det godt. Og koen takker på en måde ved at give et højere afkast. Vi regnede med en stigning på 12 procent, håbede på 15 procent og har fået 18 procent. Ved brunst bliver koen lettere med kalv, og hun bliver ikke syg. Det er noget, der gør en forskel,” siger Jan-Erik Hansson.