Sådan fungerer virksomheden
Ronald McDonald Hus og Ronald McDonald Barnfond blev grundlagt i Sverige af Paul og Irene Lederhausen, hvis datter Erica blev født med cystisk fibrose og gik bort som 16-årig. Ronald McDonald Hus er en uafhængig non-profit-stiftelse, hvor hver eneste krone går til virksomheden. I bestyrelsen sidder repræsentanter fra hospitalet, patientorganisationer, forældre og det lokale erhvervsliv.
Ved hjælp af samarbejdsaftaler med hospitalet får huset en lille godtgørelse fra den region, det syge barn bor i, som skal dække driftsomkostningerne.
– Vi gør en aktiv indsats for at sænke omkostningerne ved hjælp af sponsorer og donationer. Til større renoveringer, projekter og forsødelse af familiernes hverdag er vi helt afhængige af sponsorer og donorer, siger Agnieszka. Virksomheden drives af nogle få medarbejdere fordelt på fire stillinger og nogle og tyve frivillige. Vi får også meget hjælp af virksomheder, der arrangerer frivilligdage med deres medarbejdere, som kommer og arbejder i haven eller laver måltider til familierne. Vi er meget stolte og taknemmelige over at være en organisation, man kan engagere sig praktisk i, og hvor der er noget, som stort set alle kan hjælpe til med. Alt engagement hos os gør en forskel for familierne, fortsætter Agnieszka.
Ronald McDonald Hus i Huddinge er det ældste af i alt fem huse i Sverige. Det åbnede i 1993 og har 14 familieværelser, hvilket også gør dette hus til landets mindste (det største ligger i Gøteborg og har 41 familieværelser).
– På trods af vores mindre størrelse er vi det hus, som huser klart flest familier om året, normalt mellem 900 og 1.100 familier. Siden åbningen har mere end 23.000 familier boet hos os. Vi har børn i alle aldre, fra nyfødte til 18-20-årige (afhængigt af region), og hvis vi har plads, tager vi også imod familier, hvor en af forældrene er syg, siger Agnieszka stolt. Det er hospitalet, der booker familierne ind i huset, og de prioriterer efter behov, hvis der er fuld belægning.
– Trods den dystre årsag til, at familierne er her, er stemningen god og som regel positiv. Børn er utroligt konkrete: Man er ked af det, når det gør ondt, og man er træt, når man er træt. Resten af tiden er man glad, fræk og fuld af energi, som børn nu engang er. Man ville ikke kunne se forskel på syge og raske børn (søskende), hvis det da ikke var, fordi de havde tabt håret, taget på som følge af kraftig medicinering eller har slanger, der stikker ud under trøjen. Og for forældrene bliver det en enorm kontrast at gå fra lægekonsultationer og lange ventetider på hospitalet til at komme ned til os. Skuldrene falder ned på plads, og de får som regel hurtigt et smil på læben. Selvfølgelig oplever vi også det ufattelige tab, at et barn dør. Ofte er det ikke kun hårdt for den familie, det rammer, men også for alle omkring dem. Mange gange minder det os også om at sætte pris på de små ting i tilværelsen, og at det vigtigste er, at man kan være sammen, siger Agnieszka.